23948sdkhjf

Spørg om jura: Underentrepriser

Er en virksomhed forpligtet til at sørge for, at underentreprenører arbejder under dansk overenskomst?
En dansk virksomhed (A) udøver virksomhed inden for blandt andet specialreparation af søgående skibe i Danmark og udlandet. Selskabet udfører også reparations- og vedligeholdelsesarbejde offshore på olieinstallationer på dansk og norsk kontinentalsokkel. A er medlem af DS Håndværk & Industri og er således omfattet af dansk overenskomst. De ansatte medarbejdere er således alle i et ansættelsesforhold, der er overenskomstdækket.

I begyndelsen af juni 2014 fik A til opgave at gennemføre en entreprise for det danske værft B – en delvis ombygning af en ældre kemikalietanker, der lå i dok på værftets arealer i Jylland. Skibet er indregistreret i Singapore, og fører derfor udenlandsk flag. Værftet har sine egne metalmedarbejdere, men kan ikke selv løse opgaven på grund af travlhed.

A og B forhandler kontraktens vilkår og afgrænser præcist, herunder hvilken del af ombygningen A er ansvarlig for samt tidsplan og entreprisesum. Herefter påbegynder A med 20 medarbejdere arbejdet på værftet.

Det bliver dog hurtigt klart for A, at opgaven er så omfattende og speciel, at A’s egne medarbejdere ikke kan afslutte entreprisen inden for den aftalte tid, ligesom flere arbejdsopgaver kræver en anden håndværksmæssig baggrund og faglig erfaring, end de personaleressourcer A råder over.

A vælger herefter at indgå aftale med et britisk selskab C om løsning af dele af den entrepriseaftale, A har indgået med B. C bliver således hyret som egentlig underentreprenør. Der bliver mellem A og C indgået en skriftlig aftale, hvor blandt andet underentreprisesummen bliver aftalt mellem parterne.

C har egne medarbejdere fra England og Irland med eget udstyr samt mandskabsvogne til at gennemføre underentreprisen. C sætter i slutningen af juni 2014 syv medarbejdere og en arbejdsleder på opgaven.

I starten af juli bliver flere af B’s medarbejdere bekendt med, at C’s medarbejdere udfører arbejde på værftet uden at være dækket af dansk overenskomst. Dette giver straks anledning til, at flere timelønnede medarbejde truer med at nedlægge arbejdet, med mindre C straks tegner dansk overenskomst for sine medarbejdere på værftet i Danmark. Medarbejderne mener også, at A hæfter økonomisk for C’s (manglende) overenskomstmæssige betaling til C’s medarbejdere.

C ønsker ikke at tiltræde en dansk overenskomst. Og A nægter at hæfte for nogen form for økonomisk forpligelse overfor C’s medarbejdere.

A tager kontakt til DS Håndværk & industri for en afklaring af sitautionen.

Svar
Ovenstående beskrivelse af retsstilling kan under ingen omstændigheder erstatte konkret juridisk rådgivning vedrørende overenskomstmæssige forhold.
A er som medlem af DS Håndværk & Industri omfattet af de overenskomster, DS Håndværk & Industri har med de enkelte fagforbund. Alle overenskomster er såkaldte ”områdeoverenskomster”, og det betyder, at alle A’s medarbejdere er overenskomstdækket, hvis de udfører arbejde inden for den enkelte overenskomsts gyldighedsområde. Det er uden betydning, om den enkelte medarbejder er organiseret i et fagforbund eller ej. Det er også uden betydning, at der arbejdes på et udenlandsk skib, når bare arbejdet udføres geografisk i Danmark. A’s medarbejdere er altså overenskomstdækket ved entreprisens udførelse på kemikalietankeren.

Det er uden betydning for besvarelsen, om B’s medarbejdere er overenskomstdækket eller ej, men det må umiddelbart lægges til grund, at der foreligger overenskomst for disse medarbejdere. Hvis B’s medarbejdere er overenskomstdækket, er der såkaldt fredspligt, og det betyder, at medarbejderne ikke har ret til at nedlægge arbejdet eller true med det – det vil være overenskomststridigt. B’s medarbejdere kan derfor ikke nedlægge arbejdet.

A og C har indgået en aftale om udførelse af underentreprisen. Der står ikke i hovedentrepriseaftalen mellem A og B noget om, A ikke må anvende underentreprenører, og der er heller ikke krav om kollektive overenskomster ved entreprisens udførelse. Aftalen mellem A og C er altså ikke i strid med aftalen mellem A og B.

Der er heller ikke noget overenskomstmæssigt til hinder for, at A bruger C til at udføre arbejde i underentreprise, uden at C er omfattet af kollektiv dansk overenskomst, når underentrepriseaftalen er en reel aftalt underentreprise mellem to selvstændige selskaber med egne ansatte og ikke arbejdsindleje eller (forsøg på) omgåelse af de overenskomstmæssige forpligtelser.

Da der ikke foreligger kædeansvar i de overenskomster, DS Håndværk & Industri har indgået, er A ikke økonomisk ansvarlig for C’s medarbejdere. Der er heller ikke andre gældende hæftelsesforpligtelser eller ansvarsgrundlag for A.

”Spørg om jura” er udarbejdet i samarbejde med jurister hos DS Håndværk & Industri. Har du spørgsmål, du gerne vil have besvaret, kan du sende dem til

Kilde: DS Håndværk & Industri - http://www.ds-net.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11